Jeg blev jo 30.... og det var som forventet helt ok:-) og indtil videre lader det ikke til at der er nogen der forventer noget nyt (læs voksent) af mig så Pyyyyhhh;-)
Dog startede jeg så 30erne med at lægge mig syg i en uge, med stress og angst...igen.
For lidt over et år siden gik jeg helt ned med stress og fik i den forbindelse angstanfald. Jeg blev stresset da jeg skulle på arbejde igen efter barslen. Der er selvfølgelig mange grunde til at jeg blev stresset, men det var bla fordi: Vi boede hos mine (søde og dejlige) svigerforældre i 3 måneder fordi vi skulle renovere vores nye lejlighed og vi nåede lige at flytte ind inden arbejdsstart. Det var hårdt ikke at kunne hjælpe ret meget (havde jo altid drengen på armen) og hårdt at have så meget brug for hjælp. Begge min forældre og min søster flyttede ind i næsten 14 dage for at få lejligheden klar, og jeg ved ikke hvad jeg havde gjort uden dem.
Lejligheden blev klar og jeg startede på arbejde igen, desværre havde vi ikke fået en vuggestueplads til vores søn, så vi blev nødt til at arbejde på skift.
Det holdt i et par måneder, så blev jeg syg.
Jeg fik migrænelignende hovedpine som varede ved i uger af gangen, sov ikke ordentligt om natten, var konstant på grådens rand og kunne ikke overskue andre mennesker end min søn og min kæreste.
Og så en dag da jeg skulle køre på arbejde, begyndte jeg at ryste, græde og føle at jeg ikke kunne trække vejret. Jeg vidste godt hvad det var, for min kæreste gik også ned med stress for et par år siden. Jeg blev sygemeldt fra arbejdet og kørte hjem. Jeg gik til min læge og fik en henvisning til en psykolog og ordnende det med mit arbejde sådan at jeg gik på barsel igen (havde nogle måneder tilbage)
Så blev jeg hjemme, passede drengen, snakkede med psykologen og blev masseret af en fysioterapeut, så mine hovedpine kunne gå væk, og langsom kom jeg tilbage igen.
Men det tog lang tid, og jeg er stadig ikke helt tilbage. Jeg kan ikke håndtere så mange opgaver af gangen længere og jeg bliver meget hurtigt træt. Jeg husker ikke lige så godt og jeg har brug for flere pauser. Men det meste af mig er tilbage, jeg føler mig som et helt menneske igen, også selvom der stadig er lidt mén.
Men min krop kan stadig ikke skelne mellem hvornår jeg er presset og hvornår jeg er stresset. Her i foråret har kæresten været på tourne i alle weekenderne og arbejdet i hverdagen, jeg har haft travlt på arbejdet og travlt med at holde styr på det hele herhjemme. Min far mistede sit job og mister snart også retten til dagpenge, så nu må de sælge deres hus.
Det er altsammen en del af livet, og jeg kan godt klare det.
Men min krop siger stadig nej, en gang imellem, lang tid før andre ville blive syge, fordi jeg har presset den for lang før.
Og der er ikke andet at gøre end at lytte, sætte farten ned og prøve at slippe noget, slappe af og bede om hjælp.
Denne gang varede det kun en uge, det er ok synes jeg, så længe det går fremad, det skal nok gå over til sidst.
