lørdag den 21. december 2013

Så blev vi 4:-)


Undskyld tavsheden på det sidste, her har været travlt med babyforberedelser, bækkenløsning og almindelig julestress.
Jeg kan ikke love at der kommer mange flere indlæg inden nytår, da vi lige skal falde til allesammen, men bloggen er i mine tanker og jeg glæder mig til at vise de sidste ting jeg har fået lavet:-)

Her er han så, vores lille Villy❤️ Sød og dejlig og en værre syvsover😘
Og her sammen med den stolte storebror
Glædelig jul til jer alle!

onsdag den 20. november 2013

Det kan jo ikke være nyt alt sammen

Idag er der gået tid med at forlænge et par bukser jeg syede til drengen for et par måneder siden. Jeg slummede mig frem til mønstret men forregnede mig gevaldigt i forhold til længden. 
Fra starten er de syet med løbegang og elastik i benene, men nu er løbegangen altså pillet op og der er istedet syet ribkant på. Dejlig nem måde at forlænge levetiden på tøjet på:-)
Hvis der er nogen der ikke lige kan greje hvordan man gør, laver jeg gerne en hurtig DIY, bare sig til:-)
 Ha ha og de færdige bukser er selvfølgelig allerede til vask:-D

mandag den 18. november 2013

Kyser i Jersey og en savlesmæk

Der er også blevet tid til et par små kyser og en savlesmæk. Egentlig skulle det bare have været en kyse, men jeg kom til at vende stoffet forkert og lægge sømrum til hvor der ikke skulle have været, så jeg syede en ekstra. Den ekstra valgte jeg så at sy sammen med brun tråd (istedet for grå som var det der sad i maskinen før) men det ser altså åndssvagt ud, så nu kan jeg bedre lide den første:-p
Løsningen er selvfølgelig at give hende dem begge, så kan hun jo selv bestemme.
Mønstret på kysen er fra ottobre vinter med små tilretninger.
Hagesmækken er syet af stofrester efter et mønster jeg har lavet efter en gammel hagesmæk jeg pillede syningerne op på. Jeg kunne nemlig ikke selv regne ud hvordan man lavede den der tørklæde effekt.
Til babyen i min egen mave lavede jeg også lige nogle stykker:-)

Heldragt med elefanter


Idag fik jeg endelig syet denne heldragt til min veninde, som altså skulle føde senest fredag, så det var vel ved at være på tide;-)
Beklager billedkvaliteten, dragten er selvfølgelig klarere i farverne og den er faktisk heller ikke så bred som den ser ud på det her billede. Synes egentlig at den er blevet meget fin og den var heller ikke så besværlig at sy som jeg havde regnet med (er altså ikke helt gode venner med at sy i strækstoffer)
Mønstret er fra vinternummeret af ottobre (kids selvfølgelig) og man bruger ca 50 cm stof til dragten i str 56 men der er stof tilbage til et par kyser og evt et par gamacher hvis man vil udnytte det fuldt ud:-) derudover skal man bruge noget rib og en 8-10 trykknapper.
Den er som sagt ikke så svær at sy, men en anelse tidskrævende med al den rib der skal på og trykknapperne tager selvfølgelig også lidt tid:-)

Jeg må lige lavet et samlet billede af barselsgaverne til min veninde, en dag hvor der rent faktisk er lys:-)

Suttesnor med stof bagpå

En lillebitte barselsgave til min bedste veninde som havde termin i fredags. 
Snoren er hæklet på en lille seleklips og har en Løkke i den anden ende. På forsiden er der syet en stofrest, bare for at det ikke bliver for kedeligt;-)
Beklager billedkvaliteten der er jo intet lys efter kl 16:-/

fredag den 15. november 2013

MIt seneste patchwork-projekt

Her er et glimt af et mit seneste projekt, jeg er blevet lidt grebet af patchwork, mest fordi at det ser så simpelt ud, men samtidig er så udfordrende at få pænt. Muligvis burde jeg snart give op, men jeg synes alligevel at jeg bliver så meget bedre for hver gang at det er sjovt at blive ved:-)

Dette skal blive en forside til et slumretæppe til babyen i maven, indeni skal der fleece og bagpå kommer der sort bomulds poplin med stjerner:-) 
Hvis jeg altså nogensinde bliver færdig...

onsdag den 13. november 2013

Huer til små og store babyer

Jeg er mest til overskuelige projekter så her for nylig har jeg strikket 2 huer, en til babyen i maven og en til min store "baby" på snart 3

Her er den første, en lille grå babyhue med øreklapper og "dulle" det hed de altså da jeg var barn, nu kan jeg læse mig til at de hedder pom pom'er



Den er strikket i det blødeste garn, en blanding af alpaca og silke, til den vanvittige pris af 64kr pr nøgle. Heldigvis bruger man så kun 1 nøgle, meeeeeen stadig...

Den anden er strikket af resterne fra drengens fine lille islændersweater og mønstret er også fra samme blad. Super nem og hurtig at strikke og ingen sammensyninger, hurra!!!
Det eneste jeg har ændret er farvesammensætningen (så det passede med det garn jeg havde tilbage) og så har jeg altså tilføjet endnu en "dulle"


søndag den 10. november 2013

1 år!!!

Jeg har lige opdaget at min lille forsigtige blog har haft 1 års fødselsdag! Hurra for det. Jeg synes det er hyggeligt at blogge, selvom det er tit det kommer bagerst i køen af to do's
Jeg har ikke så mange faste læsere endnu og der er heller ikke så mange der kommenterer, men jeg kan da se at der er en del der læser bloggen når der kommer nye indlæg, så jeg er stadig ved godt mod:-)
Jeg er også selv flittig bloglæser, men lægger næsten aldrig kommentarer. Så næste års fortsæt må være selv at lægge flere kommentarer og så håbe at folk også får lyst til at give deres mening til kende her:-)
Ha en dejlig aften:-)

Strikket babyvest

Jeg har også nået at lave et par småting til min egen baby.

Bl.a. denne babyvest strikket efter farmorfabrikkens opskrift
Jeg synes den er meget sød, men en anden gang vil jeg nok tælle pinde, så jeg er helt sikker på at den er præcis lige stor på hver side.
Og så skal jeg måske også lige øve mig lidt i at sy sammen:-/

Men opskriften er nem og godt beskrevet:-) Så kast jer bare ud i det!

fredag den 8. november 2013

Sy til din baby i November

Anna med bloggen Laralil har startet projektet, og selv om jeg er totalt sløv i optrækket (det er jo den 8.) vil jeg da også gerne fokusere i den retning. Vi forventer jo at lillebror ankommer omkring den 18. dec. så det er jo nok meget godt at få forberedt lidt:-)

Mit første indlæg skal dog
handle om dette lille babytæppe jeg har lavet til min veninde som har termin med en lille pige her den 15.


Det er lavet udelukkende af materialer jeg havde liggende i forvejen, så det har ikke kostet mig en øre (hurra) og for et første forsøg er jeg godt tilfreds.
Det er lykkedes mig (efter lidt research på nettet) at sy selve patchworken pænt og lige sammen, desværre er det så ikke lykkedes mig at quilte helt lige igennem det meget tykke pladevat osv.
Øv bøv, men jeg håber nu at hun vil bruge det alligevel, det er i hvertfald dejlig farverigt og tykt nok til at bruge når baby ligger på gulvet og leger.

Jeg har et par andre projekter jeg skal have lavet til hendes baby, men nu må vi se om jeg når det:-)




lørdag den 12. oktober 2013

Patchwork


Som tidligere nævnt i farten, er jeg gravid med nr 2 (endnu en dreng😊) men denne gang er jeg desværre blevet sygemeldt med bækkenløsning😞
Det betyder at jeg tilbringer rigtig meget tid liggende på min sofa og, må jeg også erkende, at jeg er temmelig gnaven og uoplagt😠.
MEN nu har jeg så besluttet for alvor at kaste mig over baby forberedelserne, i hvert fald de dage hvor det ikke er så slemt at sidde op.
Jeg har planlagt at lave 2 patchwork baby-tæpper, et til den lille dreng i maven og et til den lille pige som min bedste veninde venter (med termin en måned før mig, perfekt timing!!!)

Det til min venindes baby skal nok være kvadrater og i alle regnbuens farver, mens det til min baby måske skal være trekanter i blålige og grå farver.
Men det er altsåsvært at komme igang, når udvalget ser sådan her ud
Der er helt klart tydelig overvægt af blålige stoffer og ikke nok i pigefarver, meeeen jeg er heller ikke indstillet på at gå ud og bruge en masse ekstra penge på stof. Både fordi jeg synes at ideen med patchwork er at bruge sine rester og også fordi vi ikke har nogen penge at bruge af.

Nåh men nu må vi se hvad der kommer ud af bunken, jeg vil i hvert fald starte med at lave et par lapper af hver så jeg kan lægge det op, tror jeg starter med pigetæppet😀.

Ha en dejlig efterårsferien!

torsdag den 29. august 2013

Dansekjole til drengen/en slags giveaway

I flere uger har drengen gået og spurgt om ikke jeg kunne sy ham en dansekjole, og jo når han nu sådan insisterer så vil man vel nok;-) 
Eneste krav var at den skulle være blå, så det blev den. 
Mønstret er fra sommerudgaven af ottobre men jeg har dog udeladt flæsekraven, da jeg synes det blev lidt for piget:-)
Nu er problemet så at da han skulle prøve den besluttede han pludselig at den var farlig, og den er derfor slet ikke blevet brugt:-/
Så derfor har jeg nu denne kjole i en størrelse 92-98 som jeg gerne vil give til hvem der nu vil have den:-)
Det eneste du skal gøre er at blive fast læser på blogger eller bloglovin og skrive en kommentar, så kan du få den lille jerseykjole. Hvis der skulle være flere interesserede, trækker jeg lod:-)
Hvis du kender nogen der kunne være interesserede, må du selvfølgelig gerne dele opslaget:-).

fredag den 23. august 2013

Røghætte-kappe og matchende kjole

Over de sidste par dage har jeg arbejdet på en fødselsdagsgave til min søde guddatter Sofie. Hun havde egentlig fødselsdag i april, så det var temmelig forsinket:-/ ja ja man kan jo ikke vinde hver gang... 

Hendes mor havde informeret om at hun altså godt kunne tænke sig sådan en rødhætte kappe og meget gerne en rød kjole der kunne passe til, så sådan blev det! Jeg har brugt lang tid på at lede efter noget stof, med lidt shine og flot fald i den rigtige røde farve, men måtte til sidst give op. Så kjolen og kappen er syet i helt almindeligt rødt lagenlærred, stadig ikke helt den rette farve, men så tæt på jeg kunne komme. (Hvilken også passede min efterhånden temmelig trængte økonomi meget godt) 
Der er brugt i alt 2,5 meter stof på begge dele og det er syet i en størrelse 116. 
Mønstret på kjolen er fra stof 2000 homemade og hedder olga, og jeg synes det er en sød basiskjole med bærestykke og lidt rynk foran:-)
Kjolen er ikke så svær at sy, selvom jeg havde lidt problemer med belægningen i ærmegabet (havde vidst klippet lidt unøjagtigt)
Kappen er syet efter egen ide, og en let granskning af pinterest. Den består grundlæggende af en solnederdel der er klippet op, et langt bindebånd, en hætte med for og et ekstra bånd til at dække over syningerne. Egentlig temmelig simpelt og den er jeg faktisk også helt tilfreds med;-)
Utroligt hvad sådan en laaaang sommerferie kan gøre for ens generelle tilfredshed:-D
Beklager manglen på indlæg, havde forestillet mig at der skulle være masser af tid til det, men jeg har altså brugt tiden anderledes. 
Nu er jeg dog tilbage, jeg er gået lidt i gang med projekterne igen og går nu og glæder mig til jeg går på barsel om 8-9 uger, hurraaaaa
Jeg er i øjeblikket ved at strikke en babyvest til lillebror efter farmorfabrikkens opskrift, som i snart skal se og så har jeg syet en dansekjole til min søn, den må i også se;-)

Sidst men ikke mindst, her er jeg iklædt rødhættekappe, for man bliver jo liiiige nødt til at prøve;-) 
Og ja jeg kan godt se at jeg ligner en hat, meeen mon ikke den klæder min guddatter bedre.

mandag den 24. juni 2013

Luftballon i papirklip

Blev lige nødt til at lave endnu en lille gave til hende solstrålen jeg skrev om forleden
 Den er lavet i papir fra rie Elise Larsen som jeg har købt i thereses butik sikka på gammel Kongevej 88

lørdag den 22. juni 2013

himmelkjole til en lille solstråle



Denne fine lille himmelkjole syede jeg forleden til min reservelillebrors første lille solstråle:-)
Kjolen er str 56 (men virker lidt stor i det) den er syet i bomuld fra stof 2000 efter børnetøj 0-3 år.
Jeg er selv rigtig glad for resultatet, synes især stoffet er rigtig rigtig fint, og så synes jeg det er lidt sjovt med kjoler i andre farver end lyserød og lilla, men det er måske også bare fordi jeg selv har en dreng:-)

fredag den 21. juni 2013

Hej igen

Jeg har været temmelig fraværende en tid, men nu er jeg tilbage.
Jeg er gået på sommerferie og har fri helt til midten af august, så der burde være masser af tid til både at sy og dimse en masse og selvfølgelig også til at blogge lidt om det.
Her er lidt billeder fra mit travle, men dejlige forår:-)








mandag den 29. april 2013

Rævepyjamas til verdens dejligste dreng!

Her i bededagsferien har vi rigtig hygget igennem.
Slappet af herhjemme og haft besøg af bedsteforældrene og været en kort tur på bakken.
Det har været dejligt vejr, og for en gangs skyld har jeg godt kunnet slappe af. Skøøøønt:-)
Lørdag fik jeg en frygtelig trang til at sy og tænkte at jeg hellere måtte bruge lidt af stoffet fra bunken (så jeg snart kan fylde noget nyt i den:-)) og det blev altså til denne fine rævepyjamas i str 92 syet efter "børnetøj 0-3år" og vejledningen til kraven står i "børnetøj 4-7år" stoffet er alm bomuld fra stof 2000

Er han ikke dejlig? well det synes jeg i hvert fald!
her er lidt billeder af jakken, jeg viste tidligere, i aktion.

PS han har selv været ude og vælge sutter.

PPS jeg fik ordnet halshullet på den lille islandske sweater og undgik også sindssyge denne gang.

onsdag den 24. april 2013

Aaaaarrgghh!

Jeg har strikket denne lille islændersweater til min søn i str 3 år, og synes selv at den er blevet temmelig fin, det er kun den 3 sweater jeg strikker, og første gang jeg strikker mønster.
MEN det gik altså lidt galt i allersidste sekund. Jeg synes ellers selv at jeg lukkede løst af, men åbenbart ikke løst nok! Så nu kan drengen med den store knold ikke få den på, :-/ øv altså. Nåh jeg må se om det kan pilles op igen, ellers må jeg prøve at fikse det på symaskinen.
Øv med øv på!

søndag den 7. april 2013

smal joggingbuks + patchwork

De er syet efter et mønster fra forårsudgaven af ottobre. Mønstret er egentlig beregnet til jersey, men jeg har syet dem i isoli (fordi det lige var det jeg havde liggende;-))
Jeg synes de er blevet meget gode, selvom jeg nok ville vælge at sy dem i jersey næste gang, der er ikke helt nok stræk i isoli.
Meeen måske bliver der ikke en næste gang, i hvert fald ikke til drengen, han er en anelse for buttet til så smalle bukser synes jeg;-)

 Udover det er jeg færdig med mit patchworkprojekt, hader at have projekter liggende. Jeg har bandet meget over det og det blev heller ikke perfekt, men det skal nok blive en fin pude
Nu sidder jeg bare i duften af nybagte muffins og glæder mig til at få min veninde Line og hendes dejlige familie på besøg. Fortsat god søndag

mandag den 1. april 2013

varmepude m hvedekerner

Nåh så er den ferie snart slut og jeg er slet ikke klar!
Meeeen arbejdet venter og nogen skal jo lære de lækre unger at synge;-)

En af de ting jeg har brugt ferien på, er denne fine varmepude til at lægge om skuldrene, den er fyldt med knækkede hvedekerner. Når den skal bruges, smider man den bare i mikroen i 2 minutter, lægger den på skuldrene og lader den tunge pude varme dig godt igennem, skønt!
Tror faktisk lige jeg skal have lavet et par til, de næste skal bare være helt simple retangler.
Udover det har jeg dimset lidt mere med patchwork, denne gang tumbling box, men det driller helt vildt! Nu har jeg fundet ud af hvordan man pænest og nemmest syr og presser hver enkelt box, men mangler stadig at finde ud af hvordan man syr dem pænest sammen, øv er der mon nogen af jer der ved det? Og nej jeg kunne ikke bare starte med noget simpelt som kvadrater, så ville det jo bare lykkes i første eller andet forsøg, og hvem gider det?





onsdag den 27. marts 2013

Vindjakke og BFF weekend

I weekenden var jeg i sommerhus med min ældste bedsteste;-) veninde, det var fantastisk! Bare os to, ingen mænd eller børn, intet ansvar. Kun brændeovn, slik, snak og for mit vedkommende alle mine syprojekter, og for hende, en bog hun skriver på.
Det var virkelig afslappende og ret meget ligesom i gamle dage inden vi fik børn. Gamle dage er der efterhånden ret meget af, for om et par år har vi 20 års jubilæum.

Her er hvad jeg arbejdede på i weekenden. Jeg synes den er blevet rigtig god, selvom jeg var meget i tvivl om farvekombinationen skrig orange og mørkegrå. Jeg synes snittet er meget sødt, mønstret er fra forårs nummeret af ottobre. Modellen samarbejder ikke, så i må nøjes med et billede fra køkkengulvet. På billedet ser jakken gul ud, i virkeligheden er den lidt mere orange.

søndag den 24. marts 2013

Nåh jo forresten (noget om stress)

Jeg blev jo 30.... og det var som forventet helt ok:-) og indtil videre lader det ikke til at der er nogen der forventer noget nyt (læs voksent) af mig så Pyyyyhhh;-)

Dog startede jeg så 30erne med at lægge mig syg i en uge, med stress og angst...igen.

For lidt over et år siden gik jeg helt ned med stress og fik i den forbindelse angstanfald. Jeg blev stresset da jeg skulle på arbejde igen efter barslen. Der er selvfølgelig mange grunde til at jeg blev stresset, men det var bla fordi: Vi boede hos mine (søde og dejlige) svigerforældre i 3 måneder fordi vi skulle renovere vores nye lejlighed og vi nåede lige at flytte ind inden arbejdsstart. Det var hårdt ikke at kunne hjælpe ret meget (havde jo altid drengen på armen) og hårdt at have så meget brug for hjælp. Begge min forældre og min søster flyttede ind i næsten 14 dage for at få lejligheden klar, og jeg ved ikke hvad jeg havde gjort uden dem.
Lejligheden blev klar og jeg startede på arbejde igen, desværre havde vi ikke fået en vuggestueplads til vores søn, så vi blev nødt til at arbejde på skift.
Det holdt i et par måneder, så blev jeg syg.
Jeg fik migrænelignende hovedpine som varede ved i uger af gangen, sov ikke ordentligt om natten, var konstant på grådens rand og kunne ikke overskue andre mennesker end min søn og min kæreste.
Og så en dag da jeg skulle køre på arbejde, begyndte jeg at ryste, græde og føle at jeg ikke kunne trække vejret. Jeg vidste godt hvad det var, for min kæreste gik også ned med stress for et par år siden. Jeg blev sygemeldt fra arbejdet og kørte hjem. Jeg gik til min læge og fik en henvisning til en psykolog og ordnende det med mit arbejde sådan at jeg gik på barsel igen (havde nogle måneder tilbage)
Så blev jeg hjemme, passede drengen, snakkede med psykologen og blev masseret af en fysioterapeut, så mine hovedpine kunne gå væk, og langsom kom jeg tilbage igen.
Men det tog lang tid, og jeg er stadig ikke helt tilbage. Jeg kan ikke håndtere så mange opgaver af gangen længere og jeg bliver meget hurtigt træt. Jeg husker ikke lige så godt og jeg har brug for flere pauser. Men det meste af mig er tilbage, jeg føler mig som et helt menneske igen, også selvom der stadig er lidt mén.
Men min krop kan stadig ikke skelne mellem hvornår jeg er presset og hvornår jeg er stresset. Her i foråret har kæresten været på tourne i alle weekenderne og arbejdet i hverdagen, jeg har haft travlt på arbejdet og travlt med at holde styr på det hele herhjemme. Min far mistede sit job og mister snart også retten til dagpenge, så nu må de sælge deres hus.
Det er altsammen en del af livet, og jeg kan godt klare det.
Men min krop siger stadig nej, en gang imellem, lang tid før andre ville blive syge, fordi jeg har presset den for lang før.
Og der er ikke andet at gøre end at lytte, sætte farten ned og prøve at slippe noget, slappe af og bede om hjælp.
Denne gang varede det kun en uge, det er ok synes jeg, så længe det går fremad, det skal nok gå over til sidst.

onsdag den 20. marts 2013

grafisk patchwork

Ja det er der jo mange der laver og jeg bliver selvfølgelig også nødt til at være med på bølgen.
Det er der kommet denne pude ud af, jeg synes den er blevet ok, men kan godt se at jeg lige skal være lidt mere nøjagtig for at få et perfekt resultat:-(
Meeeeeen det er jo bare at øve sig, og jeg blev faktisk lidt grebet af det, så måske skulle jeg lige lave et par stykker mere.


Måske var det en ide til en giveaway?? (når jeg altså lige får det sidste på plads)